Bagom Ofelia Plads

Et partnerskab med plads til uforglemmelige oplevelser i enestående omgivelser

Ofelia Plads er ejet og drevet i et tæt samarbejde mellem to så forskellige partnere som ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan og kulturinstitutionen Det Kongelige Teater. Sammen har de stiftet Foreningen Ofelia Plads og derigennem forpligtet sig til at fremme og understøtte byens liv og udvikling gennem gratis kulturoplevelser og -aktiviteter samt driften og udviklingen af pladsen. Fundamentet for samarbejdet er de to partneres fælles ønske om at skabe uforglemmelige oplevelser i enestående omgivelser – til glæde for den bredest mulige skare af mennesker.

Det er sekretariatet for Foreningen Ofelia Plads, der har det daglige ansvar for drift, økonomi, samarbejder, kommunikation og indholdsudvikling – herunder ikke mindst til pladsens signaturbegivenheder, Klassisk på Kyssetrappen, Jazz på pladsen og den store årlige Sankt Hans-fejring, som alle arrangeres af Foreningen Ofelia Plads.

Ofelia Plads er en non profit-organisation og modtager ingen offentlige støttemidler, men er finansieret af egne optjente midler. Eventuelt overskud fra udlejning af pladsen går til vedligehold og drift af pladsens æstetik og funktionalitet, men primært til udvikling og afholdelse af gratis kulturaktiviteter.

Foreningens sekretariat refererer til Bestyrelsen for Foreningen Ofelia Plads. Bestyrelsen består af bestyrelsesformand Christian Have, kultur- og medierådgiver og indehaver af HAVE Kommunikation, bestyrelsesmedlem Kasper Holten, chef for Det Kongelige Teater, samt bestyrelsesmedlem Per W. Hallgren, adm. direktør for Jeudan A/S.

Historien

Den gamle Kvæsthusbro blev anlagt i midten af 1800-tallet, og ligesom den bød både passager- og handelsskibe fra nær og fjern velkommen og emmede af liv og aktivitet, udgør Ofelia Plads et populært knudepunkt i havnebassinet – såvel kulturelt som trafikalt – til glæde for besøgende fra både ind- og udland.

Når man befinder sig på Ofelia Plads, et af historiske Frederiksstadens yderpunkter, er det svært ikke at lade sig bjergtage: Samspillet mellem himmel og hav er spektakulært som ydre ramme om pladsen og dens aktiviteter, og den historiske ånd, der omgiver bydelen, er i høj grad med til at gøre stedet til noget ganske særligt.

Derfor kommer pladsens besøgende både langvejs fra og fra steder lige rundt om hjørnet. Og om du kommer med et målrettet ønske om at være en del af de aktiviteter, som Ofelia Plads byder på, eller blot er ude for at nyde byen og udsigten, er det vores bestræbelse, at du kommer til at holde lige så meget af pladsen, som vi gør.

Fra afgangs- og anløbsplads til kulturplads

Oprindeligt var Kvæsthusbroen et travlt trafikknudepunkt i København. Her læssede handelsskibe varer af og på, og passagerskibe lagde til og fra mod destinationer som Aalborg, Aarhus, Bornholm og Oslo. Broen blev anlagt i årene 1848-1850 og fik sit navn efter det kvæsthus (sygehus), som lå på Sankt Annæ Plads 30. Ved årtusindeskiftet sejlede det sidste passagerskib til Nordhavnen, og nye planer for Kvæsthusbroen begyndte at få vind i sejlene.

I 2001 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for Danmarks nye Skuespilhus, som skulle ligge på eller ved siden af Kvæsthusbroen. Vinderne blev Lundgaard & Tranberg Arkitekter med deres oplæg, hvor det nye Skuespilhus lå side om side med en stor eventplads placeret på Kvæsthusbroen.

I 2008 stod det nye Skuespilhus færdigt – men dets nabo, eventpladsen, manglede. Det gav Realdania anledning til at donere et trecifret millionbeløb til opførslen af et parkeringsanlæg under Kvæsthusbroen og en eventplads oven på den. Begge dele tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Under projekteringen fra 2010 til 2012 fik Det Kongelige Teater i samarbejde med Jeudan til opgave at teste området under navnet Ofelia Beach. Det betød masser af gratis events som f.eks. VM på storskærm, sandskulptur-festivaler, koncerter, opera, ballet, Cph. Design Week og meget mere. Der blev testet og festet frem til 2013, hvor byggeriet af Ofelia Plads gik i gang.

I juni 2016 stod pladsen endelig klar, og vi har siden da budt velkommen udenfor på Ofelia Plads til arrangementer og aktiviteter i alle størrelser og typer. Med plads til alt og til alle.

Ofelia Plads åbnede i 2016 efter en seks år lang ombygning af Kvæsthusmolen, som Realdania finansierede med 590 mio. kr.

Scroll to Top